Paella – smagen af Spanien og vores egen version på mangofarmen
Der er nogle retter, der er mere end bare mad. De fortæller en historie om et sted, mennesker og en måde at leve på og Paella er bare smagen af spanien
Og paella er én af dem.
Når man bor i Spanien, er det næsten umuligt ikke at støde på paella. De store flade pander, duften af hvidløg og krydderier og hele idéen om, at maden står midt på bordet og bliver delt.
Forleden var det så vores tur.
Vi havde venner på besøg på mangofarmen, og hvad er mere oplagt end at sætte en stor paella over og lave mad til alle mand?
Paella begyndte ikke som fin restaurantmad
Selvom paella i dag er en af Spaniens mest kendte retter, begyndte den langt mere jordnært.
Paella forbindes især med Valencia på Spaniens østkyst. Her lavede landarbejdere mad ude omkring rismarkerne. Man brugte de råvarer, man havde til rådighed, kom dem i en bred, flad pande sammen med ris og tilberedte det hele over ild.
Det var praktisk, enkelt og socialt.
Faktisk kommer navnet paella fra navnet på selve den brede, lave pande, retten traditionelt bliver tilberedt i.
Den klassiske valencianske paella er heller ikke nødvendigvis den paella, mange turister forestiller sig. Traditionelt finder man blandt andet kylling, kanin, bønner, tomat og safran i forskellige lokale udgaver.
Senere er der kommet et hav af variationer. Paella med fisk og skaldyr, blandede versioner med både kød og seafood og selvfølgelig familiers egne opskrifter. Men generalt er det sådan lidt med paella opskrifterne at de laves med råvarer fra den egn man bor i – ja vi har endda fået den med gris da vi var ude og lave vin.
Og jeg kan rigtig godt lide tanken om at man laver paella med det man nu har og at alle familier har deres egen version.
For sådan er mad jo også. Opskrifter rejser, ændrer sig og bliver tilpasset de mennesker, der laver dem.
Min paella
Min version er forholdsvis enkel, det er en opskrift jeg fik af en spansk ældre kvinde vi kender her nede – den er gået igen i deres familie og heldigvis også til mig
Ingen kæmpe liste af ingredienser og ingen råvarer, man skal på jagt efter i fem forskellige butikker.
Jeg laver den med kylling men oprindeligt var den med kanin, tomater, rød og grøn peberfrugt, løg, hvidløg, paellaris og paellakrydderi.
Og den kan sagtens laves hjemme i Danmark.
Man behøver heller ikke invitere hele landsbyen og anskaffe sig en paellapande på størrelse med et mindre soppebassin. En stor, bred pande kan sagtens bruges til en mindre portion.
Det bruger jeg
Til cirka 4 personer:
- 500–600 g kylling
- 300 g paellaris
- 2–3 modne tomater
- 1 rød peberfrugt
- 1 grøn peberfrugt
- 1 stort løg
- 3–4 fed hvidløg
- Paellakrydderi efter smag
- Ca. 750–900 ml bouillon
- Olivenolie til stegning
- Salt efter behov
Mængden af væske kan variere lidt afhængigt af risen, så kig også på anvisningen på pakken.
Sådan laver jeg den
Jeg starter med at skære kyllingen i passende stykker og brune den godt i olivenolie direkte i paellapanden.
Derefter kommer løg, hvidløg samt rød og grøn peberfrugt i. Det får lov til at stege med, så grøntsagerne bliver bløde og begynder at afgive masser af smag.
Tomaterne hakkes eller rives og kommer derefter på panden. De får lov til at stege med, til de begynder at koge ind og bliver en del af den lækre base i paellaen.
Så tilsætter jeg paellakrydderiet.
Herefter kommer paellarisene i, og jeg vender dem kort sammen med kylling, tomat og grøntsager, inden bouillonen hældes over.
Og så kommer den del, der kan være lidt svær, hvis man normalt laver ris:
Lad være med at stå og røre i den hele tiden.
Paella er ikke risotto.
Risene skal have lov til at ligge og absorbere væsken, mens retten langsomt bliver færdig. Hold øje med varmen og tilsæt eventuelt lidt ekstra væske, hvis risene har brug for det.
Når risene er møre, og væsken er absorberet, tager jeg panden af varmen og lader den gerne hvile nogle minutter inden servering.
Og så er der mad.
Den gode bund
Hvis man er heldig – og lidt modig med varmen – får man noget af det bedste ved en rigtig paella: socarrat.
Det er det let ristede, karamelliserede lag af ris i bunden af panden.
Det skal selvfølgelig ikke være brændt. Men den sprøde bund er noget, mange paellaelskere ligefrem går efter.
Så hvis det knaser lidt fra bunden, er det ikke nødvendigvis gået galt den er bare blevet helt autentisk
Mad behøver ikke være kompliceret
Noget af det, jeg holder mest af ved denne slags mad, er egentlig ikke selve opskriften.
Det er måden, den bliver spist på.
En stor pande midt på bordet. Mennesker omkring den. Snak, grin og måske et glas et eller andet koldt ved siden af.
Det passer egentlig ret godt til den måde, vi gerne vil leve på her på mangofarmen.
Mindre fokus på det perfekte og mere fokus på det gode liv, de gode råvarer og de mennesker, vi deler det hele med.
Og måske er det netop derfor, paella føles så rigtig her.
Den behøver ikke være fancy.
Den skal bare være lavet med gode råvarer, have tid nok – og helst spises sammen med nogen, man holder af.
