2 mennesker, 14 dage og 100 € – nu kommer opskrifterne
Da vi startede vores lille projekt “2 mennesker – 14 dage – 100 €”, var det egentlig mest for at udfordre os selv.
Kunne vi spise godt, varieret, glutenfrit og diabetesvenligt i 14 dage for omkring 100 €?
Og mindst lige så vigtigt: Kunne vi gøre det på en måde, der også passer til det liv, vi lever?
For vi gider ikke kompliceret mad med 27 ingredienser, som kun skal bruges én gang. Maden skal være forholdsvis enkel, smage godt, mætte – og helst kunne laves både hjemme på mangofarmen og i camperen.
Og faktisk blev vi selv lidt overraskede over, hvor meget forskelligt vi fik lavet.
Nu skal opskrifterne skrives ned
Undervejs har vi lavet en masse retter, som helt sikkert skal med videre.
Nogle af dem har været planlagte. Andre er opstået efter den meget velkendte metode:
“Hvad har vi tilbage – og hvad kan vi mon lave af det?”
Og det er måske netop dér, noget af det bedste mad opstår.
Derfor vil jeg nu begynde at samle og skrive alle vores spændende diabetesvenlige opskrifter fra projektet her på bloggen.
Ikke som perfekte gourmetopskrifter med ingredienser, man skal lede efter i tre forskellige specialbutikker.
Men som den mad, vi faktisk selv laver.
Mad med almindelige råvarer. Mad hvor rester kan få nyt liv dagen efter. Mad der mætter. Og mad der kan fungere, når køkkenet består af ganske lidt plads og vores efterhånden temmelig hårdtarbejdende Satisfryer.
For hvis der er én ting, vores 100 €-projekt har lært os, så er det, at enkelt ikke behøver at være kedeligt.
Projektet er nemlig slet ikke slut
Vi har haft en lille pause, mens vi har haft gæster på farmen, men når vi om kort tid pakker camperen og ruller ud på vejen igen, tager vi projektet op.
Og faktisk synes jeg næsten, det bliver endnu mere interessant denne gang.
For én ting er at holde styr på budget, indkøb og madplan hjemme på farmen.
Noget andet er at gøre det på farten.
Pludselig handler det også om plads i køleskabet, hvad vi kan opbevare, hvor vi handler, hvad der er tilgængeligt undervejs – og hvordan vi undgår, at et hurtigt stop efter “lige et par ting” ender med en indkøbsvogn fyldt med alt muligt.
Ja… vi kender os selv.
Men så kom DER en udfordring…
Som om vi ikke allerede havde gjort det svært nok for os selv, har vi fået en ny udfordring fra en trofast følger og kok…
Og den er ikke helt lille.
Faktisk er den så tilpas stor, at vi begge to er meget spændte på, om det overhovedet kan lade sig gøre.
Den skal selvfølgelig prøves, mens vi er afsted i camperen.
Og nej…
Jeg afslører ikke endnu, hvad den går ud på.
For først skal vi lige selv finde ud af, hvad pokker vi har kastet os ud i.
Kan vi gennemføre den?
Kan vi samtidig holde fast i vores diabetesvenlige mad?
Og kommer vi på et tidspunkt til at kigge på hinanden og tænke:
“Hvem var det egentlig, der syntes, det her var en god idé?”
Det må tiden – og turen – vise.
Men én ting er sikkert:
I kommer med hele vejen.
Både her på bloggen, hvor opskrifterne fra vores 2 mennesker – 14 dage – 100 €-projekt begynder at dukke op, og på Siffinity Life, hvor vi snart pakker camperen og ruller ud mod nye oplevelser.
Og denne gang har vi altså en udfordring med i bagagen.
En af de helt store.
Mere siger jeg ikke endnu…
